Kan jeg selv finde min vikar?

Skrevet af:

Anne Refsgaard, Foreningskonsulent

Udgivet 5. september 2025

Jeg har en underviser, som vil få en del fravær i den kommende tid og som derfor har spurgt, om hun selv kan ordne det med en veninde, der gerne vil springe til som vikar, når der er brug for det. Så behøver det ikke gå omkring mig som skoleleder. Hvad vil DOF råde mig til?

At undervise i en aftenskole er et almindeligt ansættelsesforhold, og derfor er det skolelederen, der er ansvarlig for hvem, der er udfører arbejdet og får udbetalt løn. En underviser kan derfor ikke selv indsætte en vikar uden om skolelederen.

Hvis underviseren har fravær, skal hun altid meddele det til skoleleder, og så er det dennes ansvar at finde en vikar eller aflyse/udsætte undervisningen, og også skolelederens ansvar at lave ansættelsesaftale og udbetale løn til den person, som faktisk har undervist.

Hvis en underviser kender en kompetent vikar, som også skolelederen kan stå inde for, kan det selvfølgelig gøre arbejdet lettere.