Grønne ideer og nye partnerskaber skaber ringe i vandet
Skrevet af:
Katrine Rich Clausager, Digital markedsføringskonsulent
Udgivet 25. november 2025
DOF er ikke den eneste folkeoplysende organisation, der prioriterer den grønne omstilling. På en nyligt afholdt konference mødtes mange folkeoplysere for at udvikle ideer.
Der blev skrevet et lille stykke historie på Brandbjerg Højskole i november, da aktører fra hele folkeoplysningslandskabet mødtes til den første konference af sin slags – et fælles rum skabt til idéudvikling, inspiration og nye samarbejder.
Den kommende grønne omstilling kræver nemlig både mod, nytænkning og stærke fællesskaber.
Se problemer som en helhed og find løftepunkter til at skabe forandring
Et indledende oplæg om systemisk tænkning satte tankerne i gang – vi skal se problemer som del af en helhed, finde frem til de underliggende årsager, og finde løftepunkter som kan være med til at sætte en bevægelse i gang for at løse problemet på den rigtige måde. Forandring sker ikke fra dag til dag med én massiv indsats, men som ringe i vandet.
En vision for problemløsningen er vigtig. Den skal være inspirerende og hive folk ind, være noget som man kan mørke i kroppen og har lyst til at blive en del af. Den skal skabe noget, vi er fælles om – og så skal den være opnåelig, men kun hvis vi kommer op at stå på tæer.
Markedsplads med inspiration og projektudvikling
Efter oplæg var der markedsplads, hvor deltagerne kunne besøge fem stande med konkrete projekter. Heriblandt kunne der høres mere om DOF-skolen Århus Kunstakademis store projekt Genjord, der arbejder for mere bæredygtighed inden for keramikkens verden.
Deltagernes opgave var at udvikle projekter og beskrive dem til den afsluttende Grønne Hule (pendant til DR’s Løvens Hule), hvor ideerne blev drøftet af et panel.
Her nåede tre projekter at blive drøftet – alle fik gode ideer til videreudvikling og konkrete mulige samarbejdspartnere med på vejen.
(Artiklen fortsætter efter billedet).
Søg UBU-folkeoplysnings pulje senest 2. januar
Onsdag var også dagen, hvor UBU-folkeoplysnings pulje til små grønne projekter åbnede. Puljen kan søges gennem DFS. Det er seed midler – altså mindre pengebeløb til ideer, der skal prøves af.
Puljen er på i alt 125.000 kr., og hvert projekt kan søge op til 25.000 kr. Det er hurtigt og nemt at søge puljen, og kræver blot, at der søges i partnerskab med andre lokale folkeoplysende aktører.
Vigtigt partnerskab
For DOF er det vigtigt at være en del af UBU-folkeoplysning. Den grønne omstilling er en af vor tids største udfordringer, som vi kun kan løse i fællesskab. Den folkelige, grønne omstilling har derfor også fået fremtrædende plads i vores strategi frem mod 2028 som en af fire strategiske indsatsområder.
Vi glæder os til at se de mange nye projekter spire!
UBU - Uddannelse for Bæredygtig Udvikling
Dagen var støttet af partnerskabet UBU - Uddannelse for Bæredygtig Udvikling.
UBU-folkeoplysning er en del af partnerskabet, der består af over 80 organisationer, der sammen arbejder for at skabe mere fokus på bæredygtighed i uddannelsessektoren.
UBU-folkeoplysning består blandt andet af Dansk Folkeoplysnings Samråd, LOF, Fora, AOF, FOF, DOF, Grundtvigsk Forum, Danmarks Biblioteksforening, Danske Museer, Efterskolerne og Højskolerne med flere.