Hvordan bliver en aftenskole grøn?

Skrevet af:

Martin Hansen, Kommunikationskonsulent

Klimaudfordringen er reel og stor! Men selv om det kan virke uoverskueligt at kaste sig over en løsning af den, så er alle små skridt i den rigtige retning gode. Og gode handlinger kan sprede ringe i vandet – ikke mindst i aftenskolerne, der berører mange mennesker.

”Vi er jo bare et lille kor, så vi kan ikke arbejde med grøn omstilling.”

Sådan cirka lød det på et af DOF’s regioners årsmøder i foråret. Landsformand Torben Stenstrup havde netop fortalt om den nye strategi for både landsforbund og medlemsskoler. Og i strategien står, at DOF vil arbejde for den folkelige, grønne omstilling.

Hvorfor egentlig ikke?

”Hvorfor egentlig ikke?” var en af de første reaktioner på det indledende spørgsmål.

Det blev indledningen til en spændende debat, hvor flere andre skoler bød ind.

Der var enighed om, at det selvfølgelig ikke nødvendigvis var de store, omfattende ændringer, en lille aftenskole kan sætte i gang. Men små skridt i den rigtige retning kan være starten på større.

Et lille kor kan begynde at spare på, hvor mange noder der printes ud. Dets medlemmer kan gøre mere for, at de kører sammen til øvedage og koncerter. Ja, selv sangene, de synger, kan være grønne. Der blev i sjov sagt, at de kunne synge ”Velkommen i den grønne lund”. Men hurtigt blev den ide samlet op som værende et helt fornuftigt tiltag, hvis det blev sat i den rette sammenhæng. Koret kunne for eksempel lave en koncert med ’grønne’ sange og dermed gøre alle tilhørerne opmærksomme på grøn omstilling – måske endda udvide med en snak om, hvad vi hver især kan gøre af grønne tiltag.

Enden på den gode debat var, at der sad et par medlemmer af det lille kor fra indledningen med et nyt syn på grøn omstilling. Og flere andre af mødets deltagere erkendte, at alle aftenskoler kan byde ind i den dagsorden – uanset størrelse eller fag. Det handler om at turde og ville kaste lidt fokus på opgaven. Måske kunne det faktisk være en sjov udfordring at tænke i, hvordan vi kan blive mere ’grønne’ og klimavenlige?

Aftenskolen ER bæredygtig

Vi er allerede godt på vej. Simon Elsborg Nygaard, der er ekspert i bæredygtig trivsel, har tidligere skrevet i Spektrum, hvordan aftenskoler som udgangspunkt er en relativt bæredygtig aktivitet. Simon forklarer det med, at de fleste aktiviteter i aftenskolen er meget lidt belastende for klimaet – men giver meget trivsel. Og det er langt bedre at bruge penge på aftenskole end fx røde bøffer, rejser eller elektronik – som rigtig mange danskere gør, hvis de har penge ’til overs’.

(Artiklen fortsætter efter boksen).

Grønne aktiviteter

Men vi kan sagtens gøre mere i aftenskolerne. Flere af DOF’s medlemsskoler er allerede i fuld gang – og har været det længe.

På Århus Kunstakademi startede de i 2023 projektet GenJord, der skulle undersøge, hvordan man kunne arbejde mere bæredygtigt med keramik. En af metoderne var ret simpel – nemlig at inddrage deltagerne i en snak om, hvad de kan gøre for at arbejdet med keramik blev mere klimavenligt. Det har ført til en række små bæredygtige ændringer i praksis på skolens keramikhold.

Læs mere på GenJords hjemmeside

I lidt større skala er projekt Grøn hverdag, der hidtil har kørt i to år i en række aftenskoler på Sydsjælland. Projektet har fået støtte af en række fonde og puljer og har fokuseret på at udvikle grønne aktiviteter i aftenskolen. Hver for sig er aktiviteterne i bund og grund ganske enkle – og lette at kopiere overalt i landet.

Mange andre DOF-skoler har et eller flere grønne aktiviteter på programmet. Nogle er måske end ikke klar over det. Men kurser i at reparere sit tøj, kunst af genbrug eller fermentering af råvarer er alle gode eksempler på aktiviteter, der både oplever stigende popularitet – og hjælper den folkelige, grønne omstilling.

Vi har til inspiration samlet en række eksempler på grønne aktiviteter på hjemmesiden.

(Artiklen fortsætter efter billedet).

Tangsafari (foto: Charlotte Larsen)

Tangsafari (foto: Charlotte Larsen)

En bid ad gangen

Løsningen på klimaudfordringen er kompleks og omfattende. Ingen kan løse den alene – eller med en enkelt indsats. Men alle kan vi tage små skridt i den rigtige retning – og dermed sprede gode ringe i vandet. Ligesom elefanter, der efter sigende nemmest spises en lille bid ad gangen. Så derfor kunne en række simple råd til dig, der gerne vil prøve at gøre din aftenskole lidt mere bæredygtig, være:

  • Tænk i mindre, overskuelige tiltag.
  • Tænk både i grønnere kurser – samt drift og administration.
  • Inddrag bestyrelse, undervisere og måske endda deltagere i udviklingen af ideer.
  • Forsøg med grønne aktiviteter – og lad jer endelig inspirere af andre.

Læs også