Nu er det medlemsskolernes tur

Skrevet af:

Martin Hansen, Kommunikationskonsulent

Udgivet 25. juni 2025

DOF har vedtaget en ny strategi for 2025 til 2028 – og den gælder både landsforbundet og medlemsskolerne. Derfor er det nu op til alle medlemsskoler at finde ud af, hvordan I kan bruge strategien i jeres skole.

DOF’s nye strategi er hele landsforbundets – og dermed i høj grad også medlemsskolernes! Det har fra begyndelsen være ambitionen, at den nye strategi skulle være en plan, som alle medlemsskoler kan se sig selv i. Hvis ikke hele strategien, så dele af den. Håbet er også, at alle medlemsskoler med strategien i hånden kan finde inspiration til udvikling. Og sekretariatet står klar til at hjælpe!

Fra snak til handling

Årets generalforsamling på landsmødet i maj var en foreløbig kulmination på arbejdet med en ny strategi. Her vedtog en enig generalforsamling strategien, og den kan omsider blive omsat til handling.

Forud for vedtagelsen er gået to år med brainstorms og gode diskussioner, der involverede så mange medlemsskoler som muligt. Det foregik på bestyrelses- og medlemsmøder i regionerne, på landsrådsmøder og i hovedbestyrelsen.

Det er med andre ord en grundigt gennemarbejdet strategi, der tager udgangspunkt i alle medlemsskolernes interesser og behov. To års arbejde med at samle ideer og tanker sammen og efterfølgende koge det hele sammen til et sammenhængende dokument er overstået. Nu venter arbejdet med at sprede det ud til medlemsskolerne igen.

Består af flere dele

Strategien består af en ny vision og mission, en række særlige kendetegn ved DOF, tre nye værdier og fire strategiske indsatsområder.

De fire indsatsområder er:

  1. Folkelig grøn omstilling
  2. Flere med i langtidsholdbare lokale aftenskoler
  3. Sammenhængskraft og arbejdsglæde i aftenskolen
  4. Stærkt kendskab til DOF’s værdiskabelse og position

Det hele er samlet i selve strategien, der bliver sendt ud til alle medlemsskoler lige efter sommerferien – og du kan også finde den her:

Den lille røde

Desuden har vi lavet en lille notesbog – ’den lille røde’ – som dels blot kan bruges som en praktisk notesbog, men som samtidig indledes af en forkortet udgave af strategien med de væsentligste punkter. Og den indeholder samtidig tre spørgsmål, der kan sætte gang i overvejelser og tanker i din aftenskoles bestyrelse.

De tre spørgsmål lyder:

  • Hvad i strategien motiverer dig mest?
  • Hvordan kan du være med til at give strategien luft under vingerne?
  • Hvordan vil I arbejde med strategien i din aftenskole, og hvordan vil jeres egne, lokale målsætninger se ud?

De første spørgsmål tager helt bevidst udgangspunkt i den enkelte person. Hvis du ikke personligt kan blive motiveret, er det svært at skabe udvikling for din aftenskole.

Strategi på dagsordenen

Vi opfordrer til, at du på det første bestyrelsesmøde efter sommerferien sætter strategien på dagsordenen. I kunne for eksempel tage udgangspunkt i ovenstående tre spørgsmål og tage en åben snak om, hvor I kan se jer selv og jeres aftenskole byde ind på strategien.

I sekretariatet er vi allerede i gang med at føre strategien ud i livet – og vi hjælper hellere end gerne jer. Så tøv ikke med at spørge, hvis I har behov for hjælp eller afklaring.

Læs også