Når sangen smitter
Skrevet af:
Martin Hansen, Kommunikationskonsulent
Udgivet 29. april 2025
Det er svært blot at være tilskuer, når der bydes op til fællessang. I Roskilde Oplysningsforbund er det nye demenskor en stor succes.
Ved første øjekast ser skolen helt stille og lukket ud. En helt normal – og for aftenskoler så velkendt folkeskole efter normal skoletid. Men da jeg træder ind ad døren, kan jeg høre sangstemmer et stykke væk. Langsomt bliver sangen tydeligere efterhånden som jeg nærmer mig den centrale festsal. Ganske rigtigt: I den ene ende af salen sidder en flok mennesker i rundkreds om et klaver – og fra dem toner sange fra Højskolesangbogen.
Selv om det blot optager et hjørne af den store sal, har de skabt deres eget hyggelige rum. Og som de sidder der og synger lystigt med, er det ikke til at se, at størstedelen af sangerne er ramt af demens.
Ledere og brødre
I midten står Torben Madsen og synger for. Han er flankeret af Brian Hornuff, der slår melodierne an på klaveret. Torben og Brian er ikke blot ansvarlige for dette kor, de er også ledere af Roskilde Oplysningsforbund – og brødre.
De var hurtige til at slå til, da vi fra DOF’s side i efteråret 2024 opfordrede til at oprette demenskor. Torben er oprindeligt uddannet cand.mag. i musikvidenskab (med speciale i korledelse og sang), og Brian er uddannet trompetist og pianist på konservatoriet, så de skulle ikke bruge den store overtalelse til at sætte gang i en ny aktivitet:
”Jeg huskede, at Brian og jeg i vores ungdom blev hyret til at underholde på et plejehjem. Her oplevede vi en ældre dame, som pludselig skrålede med på alle de klassiske sange. Personalet spurgte, om hun generede, og de forklarede, at hun havde demens og ellers aldrig sagde noget. Men hun havde haft job som operettesangerinde, og nu skrålede hun med på Frøken Nitouche og andre gamle sange. Jeg synes allerede dengang, at det var en skøn oplevelse at erfare, hvad musik kan gøre ved og for folk med demenssygdom.”
(Artiklen fortsætter efter billedet).
Torben Madsen synger for og Brian Hornuff ses ved klaveret. Foto: Martin Hansen
Gode samarbejdspartnere
Torben tog hurtigt kontakt med relevante samarbejdspartnere. Kommunens demensteam var helt med på ideen – og lovede at henvise deltagere. Den lokale afdeling af Alzheimerforeningen var også klar – og stillede frivillige til rådighed for at hjælpe ’rundt om’ koret. Altså byde velkommen, vise deltagerne til rette og hyggesludre med dem.
Da Spektrum kigger forbi, er det Conni Haugbølle, der har tjansen. Hun skiftes med andre frivillige til at være ’Puk Elgård’ – altså den person som i DR’s serie var det sociale bindeled til deltagerne.
Fravalgte tilskud til deltagergebyr
Herudover søgte aftenskolen kommunens udviklingspulje til indkøb af højskolesangbøger – heraf nogle ekstra store, der er nemmere at læse i. Men Torben ønskede ikke, at søge tilskud til at nedsætte deltagerprisen:
”Vi ville fra begyndelsen sikre, at det var en aktivitet, der løb rundt i sig selv. Så vi ville ikke starte med en kunstig lav pris og så risikere, at deltagerne stoppede, når det ekstra tilskud løb ud.”
Og selv om prisen ikke var ekstraordinært lav, var koret en stor succes! Det skyldes naturligvis nok, at det begyndte samtidig med, at DR sendte serien om Demenskoret. Ret hurtigt var der tilmeldt 60 personer! Det var halvt demensramte og halvt pårørende. Koret kørte blot resten af 2024.
I 2025 blev koret igen slået op, og her var nyhedsinteressen dalet lidt, men alligevel har koret i dag 30 deltagere. De møder op en gang om ugen og synger både nye og gamle sange. Men af hensyn til målgruppen er der en række faste sange, der altid synges. Og de slutter hver gang af med at synge "I skovens dybe stille ro". Som Torben tilføjer, efterfølges den sidste sang som regel af et:
”Øv, er der allerede gået over en time?”
Spektrums udsendte forsøgte at koncentrere sig om at tage billeder, men det var svært ikke at lade sig rive med – og til sidst sang jeg frejdigt med. Fællessang kan altså noget!
Foto: Martin Hansen
